Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Velkommen til Malernes Fagforening Øst/Vest​

tlf. 8613 2100​

           

Bliv medlem i gruppen

Arbejde i udlandet.

Hvis du får tilbudt arbejde eller ophold i udlandet, er det vigtigt at du straks kontakter din afdeling/kreds for at få vejledning om, hvad det betyder for dig. Det skyldes at det kan have betydning for din ret til medlemskab, dagpenge og efterløn. Vi har lavet denne vejledning som vi beder dig om at læse. 

Dagpenge 2018

​Dagpenge efter arbejde i udlandet? - læs pjecen her.

Dagpenge

Vi har nedenfor beskrevet nogle af reglerne om dagpenge. Vil du læse mere, kan du gøre det i pjecen nederst på denne side.

Indkomstkravet / beskæftigelseskravet

Første gang, du søger dagpenge fra a-kassen er det en betingelse, at du opfylder det såkaldte indkomstkrav. Det indebærer, at du inden for de sidste 3 år skal have fået indberettet lønindtægt på mindst i alt 228.348 kr. - der må for den enkelte måned højst medregnes 19.029 kr. (disse beløb er for 2018. De reguleres hvert år den 1. januar).

Til den enkelte måned regnes den indtægt, din arbejdsgiver har indberettet i løbet af måneden. Så er du 14-dageslønnet, og din arbejdsgiver fx har foretaget lønindberetning både den 2., 16. og 30. august, tæller alle tre lønudbetalinger med som en 'august-løn'. Hvornår du reelt har arbejdet har ingen betydning i denne forbindelse.

Når du opfylder dette krav får du en indplacering og kan modtage dagpenge. I løbet af indplaceringen kan du genoptjene retten til en ny dagpengeperiode ved at arbejde mindst 1924 timer efter indplaceringens startdato (eller 1258 timer som deltidsforsikret). Kun arbejdstimer i en medlemsperiode medregnes i de 1924/1258 timer.

En erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed indenfor de sidste 3 år opfylder også kravet om beskæftigelse.

Periode

Der kan udbetales dagpenge i en periode på 2 år (3.848 timer) inden for 3 år.
De 3.848 timer kan sammenlignes med et klippekort med en gyldighedsperiode på tre år. Du bruger af dine klip, hver gang du får udbetalt ydelser fra a-kassen. Du bruger kun det antal timer, du får udbetalt dagpenge for.
Alle ydelser fra a-kassen tæller med. Du bruger også af dine 3.848 timer, når du er i arbejde med løntilskud. Perioder med sygedagpenge forbruger også klip, hvis du bliver syg i en periode med ledighed. Sygeperioder udover seks uger forlænger perioden på tre år.

Fleksibel forlængelse

Ovennævnte periode med ret til dagpenge kan forlænges, hvis du har arbejde efter at være blevet indplaceret i en dagpengeperiode. Opgørelsen finder sted, når du har opbrugt din almindelige dagpengeperioden.
For hver time du arbejder, opnår du ret til yderligere 2 timers dagpenge.

Nyuddannede


Hvis du har søgt om optagelse senest 14 dage efter du har afsluttet din uddannelse, vil du være dagpengeberettiget efter 1 måned og 1 dag.

Bekræft jobsøgning på Jobnet


Mens du er ledig, skal du 1 gang om ugen gå ind på internettet, på Jobnet.dk og bekræfte din jobsøgning. Hvis du ikke gør det, kan du miste retten til dagpenge for en periode. Du vil som ledig modtage vejledning i, hvordan du skal gøre det. Modtager du brev fra Jobcentret om, at du mangler at bekræfte din jobsøgning er det meget vigtigt, at du får det gjort inden for den nævnte frist - hvis du er i tvivl om hvordan, så ret henvendelse til Jobcentret eller a-kassen.

Rådighed - selvforskyldt ledighed


Du skal være til rådighed for arbejdsmarkedet og være arbejdssøgende til arbejde i fuldt normalt omfang – også i perioder, hvor du deltager i tilbud.
Du må ikke forbeholde din arbejdskraft for sæsonarbejde, en bestemt arbejdsgiver eller en bestemt arbejdsplads.

Som ledig skal du kunne tage arbejde med op til 3 timers daglig transporttid. Hvis du er ledig i mere end 3 måneder, skal du kunne tage arbejde med en samlet transporttid på mere end 3 timer daglig.

Sygdom


Bliver du syg, mens du er ledig, får du det samme i sygedagpenge som i arbejdsløshedsdagpenge. Som udgangspunkt er det a-kassen, der udbetaler sygedagpenge for de første to ugers sygdom.

Dette skal du gøre:

  • Du skal melde dig syg på jobcenteret den første dag - det kan du nemmest gøre på www.jobnet.dk. Du kan også ringe til jobcenteret og melde dig syg.
  • Hvis du har sygemeldt dig på jobnet, skal du udskrive en kvittering, så du har dokumentation på, at du har sygemeldt dig.
  • Hvis du er syg ud over 14 dage, vil du modtage brev fra kommunen, som du skal svare på inden 8 dage. Får du ikke noget brev, så henvend dig straks til kommunen.

Det er vigtigt, at du melder dig syg på første sygedag, samt at du svarer på eventuelle henvendelser fra kommunen inden for fristen. Ellers kan du miste retten til sygedagpenge.

Hvis du er syg, mens du er i aktivering/løntilskudsjob, skal du anmelde sygdom til aktiveringsstedet/arbejdsgiveren.

Hvis du er i et ansættelsesforhold på nedsat tid og får supplerende dagpenge fra a-kassen, skal du under sygdom have sygedagpenge fra arbejdsgiver eller kommune fra første sygedag.

Ferie


Du skal give jobcenteret besked hurtigst muligt og senest 14 dage før du skal afholde ferie. Hvis du ikke gør det og bliver formidlet arbejde, som du er nødt til at afslå, fordi du skal holde ferie, får du 3 ugers karantæne.

Karensdag:

En ny regel fra 1. juli 2017 indebærer, at du mister en dags dagpenge (kaldet karensdag) hver 4. måned. Du undgår dog karensdagen, hvis du inden for 4-månedersperioden har arbejdet sammenlagt i et omfang, der svarer til 4 ugers fuldtidsarbejde - altså i mere end 148 timer.

Regler for karantæne ved selvforskyldt ledighed
Du er selvforskyldt ledig, hvis du ikke har haft en ”gyldig grund” til at opsige dit arbejde, eller hvis du er opsagt med en grund, der væsentligst kan tilregnes dig selv. Følgende situationer er også omfattet af reglerne om karantæne:

  • At kontraopsige sit arbejde
  • At acceptere for kort opsigelsesvarsel fra sin arbejdsgiver
  • At ophøre i tilbud, herunder et tilbud om omskoling mv.
  • At afslå formidlet arbejde
  • At afslå et tilbud om omskoling mv.
  • At afslå en jobplan
  • At afslå en uddannelsesplan

Karantænen

Konsekvensen af selvforskyldt ledighed er 3 ugers effektiv karantæne. At karantænen er effektiv betyder, at du kun kan afvikle karantænen i timer, hvor du normalt ville være berettiget til dagpenge. Du kan derfor ikke afvikle karantæne på dage, hvor du eksempelvis holder ferie.

Karantænen betragtes som udstået, hvis den ikke er afviklet senest 3 måneder efter det tidspunkt, hvor du betragtes som selvforskyldt ledig fra.

Karantænen betragtes også som udstået, hvis du efter det tidspunkt, hvor du betragtes som selvforskyldt ledig fra, opnår mindst 185 timers arbejde (150, hvis du er deltidsforsikret).

Gentagelsesvirkning

Du skal være opmærksom på, at hvis du 2 gange har været selvforskyldt ledig indenfor 12 måneder, mister du retten til dagpenge. Du kan herefter først opnå ret til dagpenge igen, når du har arbejdet mindst 300 timer indenfor 3 måneder som månedslønnet, eller mindst 276 timer indenfor 12 uger som uge/14-dageslønnet.

Supplerende dagpenge

Supplerende dagpenge er dagpenge, som supplerer din lønindtægt. Du kan få supplerende dagpenge i to tilfælde:

  • Hvis din arbejdsgiver sætter din arbejdstid ned
  • Hvis du er ledig og får et arbejde, hvor arbejdstiden er mindre end det, du har meldt dig ledig på

Du skal også være villig til at forlade dit job, hvis du får formidlet et arbejde med højere timetal.
Hvis du er fuldtidsforsikret, skal du kunne forlade jobbet med det samme. Det kan kun lade sig gøre, hvis din arbejdsgiver underskriver en såkaldt frigørelsesattest. Den giver dig ret til at sige op uden varsel.

Kun i en begrænset periode
Med frigørelsesattest kan du maksimalt få supplerende dagpenge i 30 uger inden for de seneste 104 uger.
Hvis du når op på 30 uger, og mister de supplerende dagpenge, kan du vælge enten at sige dit job op og modtage dagpenge eller at fortsætte i deltidsjobbet uden supplerende dagpenge.
Hvis du siger dit job op, når du ikke længere har ret til supplerende dagpenge, kan du gøre det uden at få karantæne. Bliver du i stillingen, kan du inden for de næste 26 uger sige op uden karantæne.
Hvis du bliver ved med at være tilmeldt som ledig, vil dine eventuelle fremtidige dagpenge blive udbetalt med den samme sats, som du fik supplerende dagpenge med.
Framelder du dig, risikerer du, at dine dagpenge bliver lavere, da de så bliver beregnet efter din deltidsindtægt.

Dagpengesatsen

Den sats, der vil blive udbetalt efter, er beregnet udfra din indkomst ekskl. arbejdsmarkedsbidrag, i de 12 måneder med den højeste løn inden for de seneste 24 måneder før dit arbejdsophør. Satserne reguleres hvert år den 1. januar.

Alle beløb er før skattetræk og ved fuld ledighed.
De maksimale udbetalingssatser pr. 1. januar 2018 er:

  • Fuldtidsforsikret pr. måned 18.633 kr. (pr. år 223.596)
  • Deltidsforsikret: pr. måned 12.422 kr. (pr. år 149.064)
  • Nyuddannede, fuldtid: pr. måned 15.279 kr. (pr. år 183.348), hvis du har forsørgerpligt over for et barn under 18 år. Har du ikke det, er satsen pr. måned 13.323 kr. (pr. år 159.876).

Dagpengene udbetales månedsvis for kalendermåneder.

Udgangspunktet er, at man for den enkelte måned som fuldt ledig får udbetalt dagpenge for 160,33 timer. Har man arbejde i måneden fratrækkes arbejdstimerne time for time. Så har man fx arbejdet 70 timer, vil der være 90,33 dagpengetimer tilbage. Har man derudover ikke stået tilmeldt den første uge i måneden fratrækkes yderligere 37 timer, så man har 53,33 dagpengetimer tilbage. På lige fod fratrækkes andre dage uden ret til dagpenge, fx egen optjent ferie, med 7,4 timer pr. dag. Der skal mindst være 14,8 dagpengetimer til rest, for at der kan udbetales dagpenge for en måned.

Frivilligt ulønnet arbejde

Du kan udføre frivilligt, ulønnet arbejde i op til 65 timer pr. måned, uden det medfører fradrag i dagpengene.
Arbejdet kan bl.a. udføres for:

  • Private humanitære og sociale institutioner
  • Sportsforeninger
  • Kirkelige foreninger
  • Kollektive kulturelle aktiviteter

Når du deltager i det ulønnede arbejde, skal du skriftligt oplyse om:

  • Hvad det er for et ulønnet arbejde
  • Hvor meget tid du har brugt og hvem arbejdet udføres for

Skriv fx oplysningerne på dagpengekortet.
Inden du begynder på et frivilligt, ulønnet arbejde, skal du kontakte din lokale a-kasse. Her kan du få oplyst, om du kan udføre det uden fradrag i dagpengene.

​Malernes Fagforening Øst / Vest

CVR: 39757915

Rymarken 4, 1 sal
8210 Aarhus V